Reference

Mellem kunst og menneske.

Jeg vil vove den påstand, at Gitte Skovmand i sit virke som kunstner, gør en lille smule op med sin branches samtid. En brugerstyret tid, hvor de fleste kunstinstitutioner har fokus på besøgstal, hvor kvalitet indimellem måles ud fra salgbarhed, og hvor kulturforbrugeren vurderer et værk ud fra, om det passer til sofaen hjemme i privaten. At samtiden har fokus på bredden, betyder ikke, at Gitte straks omskoler til en mere brugerstyret genre. Tværtimod, for hendes værker bør nærmere betegnes som modtager orienteret, og forskellen er at det er Gitte der styrer brugeren.
 
Gitte kendetegnes til dels ved, at hun til fulde mestrer en dristig palet, hvor de ordinære farvevalg lever side om side i skøn disharmoni med de mere skæve og syntetiske af slagsen. Også motivmæssigt set arbejdes der med kontraster, og i elektricitetsfeltet mellem disse modpoler kan beskueren opleve små aktive og nærmest omskiftelige ”fronter”, hvor ”kampen om værkets fortælling” konstant udkæmpes. Hendes åbenlyse evne til at ”aktivere” sine værker, kan delvist forklares ud fra hendes ihærdighed og arbejdsmoral i atelieret, men evnen udspringer i høj grad fra en udpræget social intelligens og en stor menneskelig forståelse. 
 
Fortællingerne i Gitte Skovmands værker åbner for tilværelsens usagte sandheder, sagte usandheder, følelser, håb, ønsker og livsmål. Alt sammen noget som de fleste kan relatere til, og som gør at beskueren føler sig set og hørt. Når kontakten mellem værket og beskueren først er opnået og nærværets gensidige tunnelsyn har udelukket alt andet, er der på magisk vis etableret kontakt. En kommunikation mellem kunst og menneske. 
Denne kommunikation er en af Gittes spidskompetencer, og den har en dannende effekt på sin omverden, da værkets fortælling præger den åbensindede iagttager gennem dennes ønske om at finde noget i værket der tiltaler dem personligt. Derfor griner vi sammen i Gittes værker, vi græder sammen og vi søger, famler, forvirres og finder vej sammen, i målet om at forstå hvad der er op og ned i den skrækindjagende og helt vidunderlige ruchebane kaldet livet. 

Et værk fra Gittes atelier er derfor ikke bare et stykke væghængt inventar der købes fordi det står godt til sofaen hjemme i stuen. Nej, man falder ganske uforberedt pladask for et Skovmand værk – og dernæst udskifter man sofaen!    

TEJN – 2019
Skulptør, Cand. Mag. – Kultur og Formidling

 

Tekst fra katalog Kunstgruppen RUST

Gitte Skovmand  er billedkunstner og underviser i kunstmiljøer for unge i Odense i HC. Andersens by. Hun er medejer af  kunstværksted for børn der hedder: Violas Værksted og er initiativtager til mange kunst- og kulturevents i det offentlige rum, hovedsagligt i tekstil street art, strikkegraffiti / broderi. Hendes undersøgelsesfelt i kunsten er samvær og relationer, eller mangel på det mellem mennesker og miljøer, i det private og offentlige rum. Hun ønsker at skabe fortællinger gennem sine værker, der ikke har én på forhånd fastlagt konklusion, men derimod flere fortolkningsmuligheder.

Gittes malerier er  serier, som ofte er tematiseret i hvilke emner der optager hendes liv og den samtid vi er en del af. Det er områder som miljø, natur, næste generations udfordringer, kærlighed og balance / ubalance, der er i fokus. Hun opbygger sine akryl malerier i lag på lag, bestående af mange realistiske elementer, der i kompositionen bliver fabulerende. 

Gitte Skovmand er tilknyttet Galleri Himmerland og Galleri Møller i Mejeriet i Slagelse og medlem af kunstgruppen RUST  og har udstillet i adskillige kunstforeninger, grupper og på gallerier. Hun er medlem af  Kunstværkstederne Hollufgård i Odense, der er en forening for professionelle kunstnere.

 

Gitte Skovmand is an artist and teaches youth based in artistic environments in Odense, Denmark. While she has an art-workshop for children, which is called: Violas Workshop (Violas Værksted), she is also a principal organizer for many art- and culture events for the public to see and participate in, where the focus is on textile and Yarnbombing. 

Her point of interests is bringing people together and creating relations, or whatever is missing between people and environments, in both private and public areas. She wants to create stories through her art, which has multiple interpretations, rather than having a single conclusion.

Gitte’s paintings occur in series, which often have a certain theme based on what she might find herself invested to, both in her life and the time we are all a part of. This could be anything like society, nature, the next generation’s undiscovered challenges, love and balance / imbalance. Gitte creates her acrylic paintings, layer upon layer, consisting of many realistic elements, which becomes fabulating in their composition.

Gitte Skovmand is affiliated with Galleri Himmerland and  Galleri Møller I Mejeriet , and has displayed her art in multiple art societies, groups and galleries. She is a member of : Artists Recidency Hollufgård  in Odense, which is an association for professional artists.